Kommentar bragt i
dagbladet Information den 2. juli 2012
Frigør
skriften fra det pædagogiske fængsel
At op mod en femtedel
af befolkningen har vanskeligt ved at læse og skrive, er et stort
problem for den enkelte og for samfundet, og det må naturligvis
søges løst. Men spørgsmålet er, hvordan det bedst løses. Den
længst levende pædagogiske myte i vor tid - at man kun kan lære at
læse og skrive ved at træne bogstaver og lyde og blive undervist i
skolen - har i hvert fald ikke løst problemet.
Til
gengæld er dette syn på læsning for tiden ved at gøre
pædagogikken helt ned i vuggestuen til et samfundsøkonomisk
nytteprojekt, med læreplaner og undervisning som fremtidsvisionen
hos Niels Egelund og de andre eksperter i ?Task Force om Fremtidens
Dagtilbud?. Hjemvendt fra Singapore og Honkong ser de undervisning
som den eneste mulige løsning på problemet: ?Pædagogerne vil
begynde at tage ordet ?læring? i deres mund, og måske så
?instruktion?, for til sidst at tale om ?undervisning? ?
det er den vej det vil gå?, lyder det begejstret fra Niels
Egelund, som dermed har promoveret et læringsbegreb, enhver pædagog
ville dumpe på at fremføre ved eksamen: at børn kun kan lære
noget ved at blive undervist i voksenstyrede indlæringsforløb.
Voksenstyring vokser
Den nuværende
læsepædagogik får altså et stort medansvar for den bølge af
voksenstyret læring, der nu sandsynligvis vil skylle ind over
børnene i dagtilbud. Men hvis politikerne og praktikerne var lige så
velorienterede om den etnografiske læseforskning, der studerer børns
tilegnelse og brug af skriftsproget i uformelle læringsmiljøer uden
for skolen, ville de vide, at det er veldokumenteret, at børn kan
lære at læse, før de kommer i skole og uden at være formelt
undervist.
Vi
har alle sammen hørt om mennesker, der kunne læse før de begyndte
i skolen. I de beskrevne tilfælde har de voksne inddraget børnene i
den daglige brug af skriftsproget som praksissprog, oplevelsessprog
og udtryksmiddel i en uformel social praksis, den såkaldte
indkulturering. I indkulturering trænes skriftsproget ikke for at
læres, men bruges så det læres. Disse forældre og pædagoger
mener, at i et moderne skriftsamfund, hvor vi er omgivet af
skriftsprog overalt, burde det være lige så naturligt at inddrage
børn i det trykte og skrevne sprog, som at lære dem tage tøj på,
børste tænder og gå rigtigt over gaden.
Proaktive voksne
Selvfølgelig kan
skriftsproget kun tilegnes i et samspil og samvær med mennesker, der
selv læser og skriver. Så vi skal ikke, for ikke at presse barnet,
blot passivt afvente den store dag, hvor barnet helt af sig selv
kommer springende og ivrigt spørger os om et ord eller et bogstav.
For hvordan i alverden skulle barnet vide, at der venter det noget
spændende derude i omgivelserne, hvis vi aldrig henleder dets
opmærksomhed på skriftsproget og fortæller, hvad det betyder? Så
vi er proaktive som i alle andre tilfælde, hvor vi finder det
naturligt at fortælle barnet om noget nyt og spændende, og udpeger
relevante ord i bøger og nærmiljø og demonstrerer, hvordan ord og
navne, som barnet er optaget af og snakker om, skrives og læses.
Et
lille barn skal ikke have set og leget med ret mange ord på kort,
før det har mødt alle alfabetets vigtigste bogstaver. Med den
dominerende visuelle side af sin sansekapacitet opdager det lille
barn hurtigt to ens begyndelsesbogstaver eller finder ?sit?
forbogstav i et ord. Og de voksne reagerer positivt og bekræftende
og spørger ind til barnet for at finde ud af, hvordan det tænker:
?Hvordan fandt du ud af det? Hvorfor tror du det? Hvor har du set
det?? osv. Børn har forskellige ?strategier?, og kunsten er at
opfange disse forskelle og glemme alt om, hvordan vi selv lærte at
læse!
Med
en ændring fra formel, voksenstyret skoleundervisning til
indkulturering ville samfundets skriftsprogsopdragelse omsider være
bragt i overensstemmelse med realiteterne og mulighederne i et
højtudviklet, moderne vestligt samfund gennemsyret af skriftlighed
fra top til bund.
I
skolen ville det betyde, at der blev brugt færre resurser på den
elementære læseindlæring, og at antallet af børn med behov for
specialundervisning i læsning ville falde. Det har man set i Växjö
Kommune, hvor Öjaby förskola siden 1989 har indkultureret børnene
i skriftsproget, og hvor en undersøgelse i den modtagende skole har
vist, at ud af seks årgange børn havde ikke ét barn fra Öjaby
förskola haft behov for specialundervisning. Så ikke bare ville en
læsepædagogik bygget på indkulturering i skriftsproget før
skolestarten betyde et farvel til formel, skoleagtig undervisning af
de mindste, men også føre til de nok så eftertragtede forbedringer
af læseniveauet.
Kjeld Kjertmann, ph.d
Tidligere lektor i
dansk sprog og læsning
Danmarks Pædagogiske
Universitet
|